Hvis man ønsker 2 marsvin, men ikke ønsker at der jævnligt kommer unger, skal man vælge 2 dyr af samme køn.
Som regel kan 2 hunner gå sammen uden de store problemer. Men der findes også blandt hunnerne nogle der bare ikke kan sammen. Det kan man ikke vide på forhånd.
Hvis jeg skulle "nøjes" med 2 marsvin og på forhånd vidste at jeg ikke skulle have flere, ja så ville jeg vælge hanner. De er mere tillidsfulde og meget mere underholdende end hunner. De har simpelthen mere personlighed. 2 hanner kan sagtens gå sammen, hvis der ikke er hunner i nærheden de kan dufte. Vælg, hvis det er muligt, 2 hanner fra samme kuld eller samme alder (max. 6-8 uger). En ældre han kan også sættes sammen med en unge, da rangordenen så giver sig selv.
At hanner skulle lugte mere end hunner er vist blot en skrøne. Ingen af mine hanner lugter. Hvis de får færten af hunner i brunst, kan de godt udskille en sær lugt fra bagpartiet. Nærhed og lugt af hunner kan forstyrre og ødelægge et ellers godt forhold mellem 2 hanner der går sammen.
Selv måtte jeg skille mine hanner ad da den lille var omkring 5. mdr. da de kunne lugte hunnerne i etagen nedenunder.
Nougat og Felix da de gik sammen